|
"Jeg
læser som den kvinde, Interview med den feministiske teoretiker Toril Moi ved Pernille Koch Toril Mois navn vil de fleste litteraturstuderende forbinde med tekstsamlingen The Kristeva Reader. At hun har meget mere at byde på, er ukendt for de fleste, der ikke lige har interesseret sig for feminisme og kønsforskning i akademisk regi. Det er denne forbindelse mellem det kønspolitiske og det teoretiske, der fokuseres på i nærværende interview. Da Toril Moi er en af pionererne inden for nyere feministisk forskning, er det oplagt at spørge, om hun selv haft oplevelser i det akademiske miljø, der har virket afskrækkende eller hæmmende på hendes virke som kønsforsker? "Nej. Jeg er ofte blevet rasende, irriteret og sur, men det har virket inspirerende på mig, ikke afskrækkende. Det gængse mønster er, at kvinder og det, de siger, ikke bliver taget alvorligt, og specielt ikke når de ytrer sig om kvinder eller feminisme. Man bliver defineret som partikulær og nægtes dermed adgang til det universelle. Dette er, efter min mening, sexistisk, hvilket jeg har beskrevet nærmere i min nyeste bog Jeg er en kvinne. For at give dig et eksempel fra mit eget liv: Jeg var engang til en konference, hvor jeg kom med et indlæg i debatten, der blev fuldstændig ignoreret af konferencelederen. Ti minutter efter sagde en mand med nogle andre, mere vanskelige ord præcis det samme, som jeg havde sagt. Denne gang nikkede konferencelederen (en mand!) samstemmende." Hvad mener du med begrebet "det universelle"? "Tænk på hvad, det egentlig betyder: hvis du slår ordet "universalia" op, dækker det over et almenbegreb, et universalt ord, et ord som dækker alle medlemmer af en klasse. Det vil sige, at hvis jeg for eksempel siger ordet filosof eller fotograf, så skulle det dække alle medlemmer af klassen "filosof" eller "fotograf". Der er så det ved det, at man i 9 ud af 10 tilfælde vil tro, at jeg taler om en person af hankøn, med mindre jeg definerer denne fotograf som værende en kvinde. Pointen er, at der ligger noget i sproget, der gør, at man ikke automatisk kommer til at tænke på en kvinde. Men kvinder skal være en selvfølgelig del af alt, altså universelle. Tanken er, at det må vi kunne være, uden at måtte give afkald på at være kvinder. Samtidig er det vigtigt ikke at kategorisere "det kvindelige" som noget bestemt." Så du definerer det universelle som en sproglig kategori? "Nej, mere som en helt praktisk, men det ligger jo i vores sprog. Hvis du husker Wittgensteins berømte udtryk: "Vi sad fanget i et billede, og vi kunne ikke komme ud af det, fordi det lå i vort sprog". Så længe det ligger i vores sprog, at det der med at være kvinde skal komme som et tillæg, så er vi jo ikke færdige med feminismen. Jeg ser det som den store udfordring for den nye generation af kønsforskere og feminister at skaffe kvinder adgang til det universelle. At finde en måde at være feminist på i det 21. århundrede, som forstår at overskride den historiske modsætning mellem "lighed" og "forskel". Uden at fortabe sig i teoretiske abstraktioner på vejen." Kan du uddybe det? "Problemet med denne opdeling mellem lighedsfeminisme og forskelsfeminisme er, at lighed og forskel ikke er hinandens modsætninger, dikotomien er ulogisk. At den alligevel eksisterer i bedste velgående, skyldes en fejlagtig historisk fortolkning. Den gængse opfattelse af feminismens udvikling er, at den består af tre stadier. Først kom lighedsfeminismen med kampen for stemmeret og andre borgerrettigheder, altså kampen for lighed eller ligeret. Kvinder ville accepteres som mennesker. Men problemet var, at manden havde monopol på den traditionelle ideologiske opfattelse af, hvad der er menneskeligt. Derfor blev kvindernes frihedskamp opfattet som en kamp for at blive som mændene. Som resultat af dette er mange teoretikere senere kommet for skade at sætte lighedstegn mellem "lighed" og "identitet", så lighed kommer til at betyde "det samme som" eller "identisk med" (hvis logiske modsætning er "forskellig fra"). Det er blandt andet en holdning, mange tilskriver Simone de Beauvoir; hvilket, i mine øjne, er en helt misforstået tolkning af hendes filosofi. Som en reaktion mod dette kvindesyn opstod forskelsfeminismen, som kom til at handle om det særegene ved kvinden, det emotionelle, det kreative, seksualiteten, moderskabet og så videre. Endelig kom det tredie stadie med dekonstruktionen af modstillingen mellem lighed og forskel og den postmoderne opstilling af modsætningen som et uopløseligt paradoks. Hele problemet er, at der ikke i praksis er en modsætning: Mange lighedsfeminister mener, der findes noget særegent kvindeligt, ligesom også forskelsfeminister ønsker lighed (i forståelsen ligeret) for kvinder og mænd - for at gøre det hele lidt mere forvirrende. Så den tilsyneladende modsætning mellem ligheds- og forskelsfeminismen bygger på en glidning i begrebsbrugen. Det lader sig simpelthen ikke gøre at kategorisere forskellige typer feminisme på denne måde." Hvad er din egen holdning til disse to synspunkter i debatten? "Jamen, jeg mener, at begge disse synspunkter er forkerte. Jeg har ikke specielt lyst til, at kvinder skal holde op med at være kvinder og blive mænd. Ej heller mener jeg, der findes noget særegent kvindeligt. Så derfor må vi komme ud over denne tænkning i dikotomier. Min holdning er, at en kvinde er en kvinde og ikke en mand, men der er mange forskellige måder at være kvinde på. Derfor siger jeg også om mit eget ståsted i forhold til det teoretiske, at: "jeg læser Descartes og Kant som den kvinde, jeg er, ikke som en kvinde". Hvis vi fastholder forskellen mellem mænd og kvinder, og vi derfor begynder at tale om "kvindelige filosoffer" og "kvindelige fotografer", medfører det, at vi, før vi ved af det, har udviklet en hel teori om kvindelig filosofi og kvindelige fotografer, som indebærer en forståelse af det kvindelige som noget essentielt, partikulært og relativt i forhold til manden. Konsekvensen heraf bliver, at kvinder mister adgangen til det universelle. En virkelig lighedsfilosofi vil derimod indebære, at kvinder bliver ligestillet, praktisk, teoretisk og symbolsk, i forhold til mænd på den måde, at alle kvinder har en naturlig adgang til filosofien og fotograferingen, ikke fordi de er kvinder, men fordi det er deres ret." Det lyder meget politisk. Mener du, at man som kønsforsker har et særligt politisk engagement eller ansvar? "Det afhænger af den teoretiske sammenhæng, man sætter sig selv ind i. Jeg ser en forskel mellem at være feministisk forsker og være kønsforsker. En feminist er en, der er personligt engageret. En kønsforsker kan påberåbe sig en objektiv eller apolitisk position, selvom det måske er en ideologisk illusion. Generelt er det dog tilfældet, at de, der forsker i køn og seksualitet på humaniora i dag, ser sig selv som politisk engagerede. Dog mener jeg, at pointen ikke er, hvad vi tænker om, hvad vi gør, men det vi rent faktisk udretter i praksis." Simone de Beauvoir er din store inspirationskilde. Hun siger, at kvinden er en situation, eller rettere at kvindens krop er en situation, en levet, erfaret, situeret krop. Det sætter ikke kvinden som en universel kategori, men snarere som en her og nu betonet størrelse. Gør det ikke kvinden til en konstruktion i konstant tilblivelse? "Det kan du godt sige. Til det vil jeg bare gerne påpege at ordet "konstruktion" i dette tilfælde ikke har nogen væsentlig betydning. Hvad står det i modsætning til? Skulle det betyde, at kvindens krop ikke er en krop, eller betyder det bare "skabning", altså at kvinden er en skabning eller et væsen i konstant tilblivelse?" Den danske kønsforsker Dorte Marie Søndergaard ser kroppen som et tegn, altså at kønnet er en konstruktion, og det biologiske køn blot skal ses som et "tegn på kroppen". Mener du, man kan tale om kvindekroppen som et tegn? "Jeg kan ikke se, at det er en fordel at gøre kvinden til et tegn. Men det kommer an på, hvad man mener med dette. Selvfølgelig læses kroppen ofte som et tegn, selvfølgelig tolker vi forskellige kroppe forskelligt. Men spørgsmålet er, hvad der vindes ved at sige, at kroppen er et tegn? Vil man dermed benægte, at den også er en krop? Mit syn på forholdet mellem subjektivitet og krop redegør jeg for i bogen Hva er en kvinne?, hvor jeg tager fat på modstillingen mellem biologisk køn (sex) og socialt køn (gender) i teorien. At mit eget udgangspunkt er anti-essentialistisk er åbenbart, men derfra til at sige, at kroppen blot er en performance eller et tegn, mener jeg, er en fejl. Som jeg fremfører i mit nye efterord til Sexual/Textual Politics, ser jeg kvinden som et menneske med bestemte biologiske og anatomiske seksuelle karakteristika. Pointen i argumentationen mod essentialismen er at stoppe den sexistiske generalisering af denne klasse af mennesker, ikke at benægte at en sådan klasse eksisterer." Kort
biografi: Værkliste: I
norsk oversættelse: Andre
refererede værker: Læs også Toril Mois samtale med Juliet Mitchell i Kvinnovetenskapelig tidskrift, 1, 2000. Kan lånes på Kvinfo, Christians Brygge 3 (ved Den Sorte Diamant). Åbningstider: mandag til torsdag kl.10-16. Pernille Koch (1970) er bachelor i Dansk og Dramaturgi og pt. overbygningsstuderende med speciale i Kvinde- og kønsstudier ved Københavns Universitet. |
|